Hans Adolph Brorson  1694-1764

Hans Adolph Brorson blev født i Randerup i 1694. Randerup ligger i marsken mellem Ribe og Tønder lige syd for Brede å. Det er en flad og vandrig marskegn, hvor den store horisont næsten opsluger jorden. Det er en egn, som gentagne gange i Brorsons liv oversvømmedes af stormfloder. Allerede i Brorsons barndom var der to store, én i 1704 og den næste i 1711. Det er en egn, hvor den barske vestenvind og naturens rasen har gjort efteråret og vinteren til prøvelser for store og små, og det har været en egn, hvor foråret og sommeren har været ventet med des større længsel – en tid, hvor fuglesangen, fugletrækket og det myldrende frodige blomsterliv har varmet sindet efter en hård vinter.
Brorsons barndom ved man ikke meget om – ikke mere end han gennem sparsomme meddelelser selv senere videregiver. Men det har været en god barndom, en lykkelig tid. Brorson taler om hele sin tilknytning til Randerup som sin lykkeligste tid. Broder Brorson, Hans Adolphs far er af en gammel sønderjydsk præsteslægt, som har været flere generationer på egnen. Slægten havde således sin rod i denne marskegn.
Brorsons far dør tidligt, Hans Adolph var kun 9 år. Han efterlader Hans Adolph og de henholdsvis 2 og 4 år ældre brødre Broder og Nikolaj. Hans Adolphs mor Catharina Margrethe Clausen, datter af godsforvalteren på Trøjborg, er da kun 39 år gammel. Hans Adolphs far er fattig, han har ikke skiftet med sine søskende efter moder og faders død og har siddet i embedet i Randerup siden 1685. Han kan kun efterlade dem den trøst, at den gode Gud vil tage sig af dem. Det gør han også i skikkelse af den næste præst i embedet Ole Holbech. Den mangelfulde socialhjælp gør, at en institution af en særlig karakter, den såkaldte ”enken på kaldet” træder i kraft. Ole Holbech gifter sig med Katarina Clausen og bliver stedfar til de tre drenge, og parret får senere en datter. Ole Holbech har indtil da været ansat som lærer for de tre sønner og tager efter hvad man ved samvittighedsfuldt fat om de tre opvakte drenges opdragelse og uddannelse. De bliver efter tur sendt til Ribe Katedralskole, den ældste, Nikolaj i 1705.
I 1709-12 er det Hans Adolphs tur. Det er en trist skole han kommer til. Elevtallet er lavt, og fortsat faldende i takt med byens øvrige forfald. I 1591 var der stadig ca. 5000 mennesker i Ribe, i 1768 viser befolkningstallet sig at være faldet til 1825. Skolen er præget af udenadslære og tugt med ris skåret i rektors private skov. Dagligdagen har været præget af endeløs udenadslære og kulde. Hver morgen, vinter som sommer kl. 7 og hver aften kl. 5 skulle eleverne synge i domkirken lige overfor skolen. Desuden var de større elever løbedegne og kom om søndagen rigtigt ud at prøve deres bentøj, når de blev sendt til Darum, Seem eller endda til Rødding for at medvirke ved gudstjenesterne. Om skolens omgang mellem eleverne ved man at tonen var rå og ubarmhjertig, således døde der en elev, mens Hans Adolph var på skolen efter mishandling fra andre elevers side. Men Hans Adolph tilegnende sig et stærkt latinsk fundament og kunne midt under Den store nordiske Krig (1709-1720) tage til København i 1712 og lade sig indskrive ved universitetet. Det er ikke meget man ved, om hvad Brorson foretog sig de næste 4 år. Han har i hvert fald ikke som sine to brødre taget sin embedseksamen hurtigt. Mange har gættet på, at han har brugt tiden til at tilegne sig lyriske færdigheder, har studeret digtekunstens regler mere end han har terpet dogmatiske læresætninger.
Kun en episode af mindre flatterende karakter er optegnet. Brorson forsøger nemlig som fattig student at komme ind på Borchs kollegium ved Rundetårn, som er stiftet af Ole Borch, der også kom fra Ribe. Her havde to fattige ripensiske studenter friplads. Den indebar bl.a. gratis forplejning og logi. En fætter til Brorson, Christian Pedersen fra Ballum skaffede ham ind formedelst 23 rigsdaler. Historien blev optrevlet og fætteren bortvist fra Borchs kollegium. Hans Adolph fik imidlertid lov til at bo der. Det var dog kun en stakket stund. Med boligen og fripladsen fulgte også pligten til at deltage aktivt i undervisningen, der foregik på universitetet og på kollegiet, hvilket Brorson imidlertid ikke gjorde. Han må derfor i 1716 forlade København på grund af svagelighed som han selv kun ganske utydeligt forklarer sagen med.
I 1716 er han tilbage i Randerup, og dér bliver han de næste 5 år. Hans ældste bror Nikolaj er nu blevet sognepræst i det nærliggende Bedsted. Her kommer Brorson, og her begynder den prægning, der får betydning for ham resten af hans liv. Nikolaj er som flere unge præster på egnen grebet af pietismen. Han holder katekisationer i kirken og samler de vakte sognebørn hos sig i præstegården for at studere Bibelen. Han samler ungdommen og arbejder flittigt for skolesagen, så de unge kan lære at læse i Den hellige Skrift ved egen hjælp. Blandt andre har præsterne Enewold Ewald og Søren Wedel været i Halle i Tyskland og har der mødt pietismen, der ville gøre op med den døde ortodoksi. I ortdoksien lagde man vægten på den rette lære, om folk så forstod, hvad der blev sagt, betød mindre. Fromhed styrker rigerne, som det var Christian den 4.s valgsprog, hermed mente han den rette læres fromhed, og ve den, der afveg derfra. Men dette blev til udvendighed og ligegyldighed for mange. Pietismen var en reaktion herpå. Man ville i stedet for vække folk, så de fik et personligt forhold til kristendommen. De skulle igennem en omvendelse og dukke frem som genfødte kristne væk fra verdens døde tidselgemytter. Skolesagen, bibellæsning og tilegnelse af troen blev her vigtige elementer i vækkelsen.
Hvor meget Brorson på den tid er gået ind i sagen, ved man ikke, dog ved man, at han har fundet en beskæftigelse. Allerede i 1717 bliver han huslærer for sin morbroders børn, Clausen var amtsforvalter og boede i Løgumkloster på slottet. Her møder han bl.a. den 12-årige Katrine Steenbeck Clausen, som fire år senere skulle blive hans kone. I salmen ”Guds igenfødte nylevende sjæle” menes Brorson at beskrive den omvendelse, der netop i disse år førte til hans religiøse gennembrud. Salmen beskriver udviklingen fra den tid, hvor vi var hårde i hjertet som marmor og stål til den tid, hvor Jesu rige nåde smelter det frosne hjerte. Der er ikke tegn på, at Brorson på dette tidspunkt havde besluttet sig for at blive præst, men begivenhederne udefra satte gang i denne beslutning. Den 24. december 1720 kom der igen en af de hyppige stormfloder og overskyllede pludselig marskegnen, så man måtte flygte fra Randerup præstegård i nattens mulm og mørke, og den gode Ole Holbech fik ikke andet end sin natskjorte med. Han blev det efterfølgende år alvorlig syg af denne begivenhed og døde den 31. januar 1721 af sygdommen.
Brorson, der ellers lige er blevet udpeget som rektor for Holstebro lærde skole, får nu af Biskop Thura i Ribe tilbudt embedet efter stedfaderen. Han takker ja, men må først til København for at tage den nødvendige eksamen. Det gør han så hurtigt, at han endnu i maj 1722 kan vende hjem igen. Han bliver samme måned gift med den nu 16-årige blodsbeslægtede, Katerine Stenbeck Clausen, de skal have dispensation som fætter og kusine. Den 24. maj indsættes Brorson som sognepræst i Randerup. I den periode får Brorson sin debut som digter. Det er et ligdigt over svigerinden, Christine – Nikolajs kone, der dør ganske ung som følge af en af de mange barnefødsler. Heri kan man allerede se de motiver som bliver Brorsons foretrukne: rosen og duen. Årene i Randerup er de lykkeligste år, Brorson fører arbejdet, som Nikolaj havde begyndt med menigheden, videre i sit sogn, og man bliver nu opmærksom på ham. Da han i 1728 bliver kaldet til dansk tredje præst i Tønder, bliver embedet dog på familiens hænder, idet lillesøsteren bliver gift med den nye præst, og det er Brorson en stor glæde. Han bliver gennem hele livet ved med at komme på besøg.
Da Brorson i 1728 på opfordring af den nye tyske provst Schrader kommer til Tønder, er det som præst for den danske menighed af tjenestefolk og bønder. I Tønder var der det specielle forhold, at borgerskabet er tysk, og dette havde medført, at man til gudstjenesten sang på tysk og prædikede på tysk. Den nye tyske provst, der også var pietist, fandt dette uheldigt, da der ikke var megen opbyggelighed at hente i det. Det bliver Brorsons opgave at forestå gudstjenesten for tjenestefolk og bønder, der om søndagen holdes kl. 6. Her bliver prædiken holdt på dansk. Men i 1730 sker der en afgørende vending, som gjorde Brorson til salmedigter. Schrader og Holstein, der var chef for det tyske kancelli, besluttede at man skulle oprette et bedehus, det blev lagt uden for Tønder i Emmerske. Her kunne man samles uden som bonde at skulle gå den lange vej til Tønder. Her bliver de første salmer som ”Op al den ting”, ”Mit hjerte altid vanker” og ”Den yndigste rose” udgivet. På titelbladet skriver trykkeren i ”al hast sammenskrevne”, hvilket Brorson senere kommenterer som fejlagtigt, salmerne var altså allerede affattede på det tidspunkt. 12 hæfter bliver det til i alt. Men i 1737 er tiden i Tønder slut. Christian den 6., der selv var pietist, ville have duelige præster af den nye retning på de vigtige poster i kirken, og heriblandt talte de tre Brorson-brødre.
Da Broder i 1737 udnævnes som biskop i Ålborg, står Hans Adolph for tur til at overtage det ledige stiftsprovsteembede i Ribe. Her må han påtage sig en mængde opgaver for den uordentlige biskop Anchersen. Han var efter at have mistet alt ved Københavns brand i 1728 kommet til Ribe som biskop. Han var egentlig professor i matematik, men det hjalp ikke på hans økonomiske sans. Han var i bundløs gæld. Det betød, at han ikke fik sendt de indsamlinger til København, som man der rettelig ventede. Brorson måtte blandt andet brevveksle med Universitetets kvæstor Ludvig Holberg og forhandle rimelige vilkår for en afbetaling af de penge, der var indsamlet til studenterne. Alligevel får Brorson i 1739 udgivet sit hovedværk: ”Troens rare Klenodie”. Den bestod af 257 salmer, heraf var hans 80 egne. ”Troens rare Klenodie” består af de tolv hæfter, han udgav i Tønder-tiden samt en del, der er digtede fra 1737 til 1739. De fremmede salmer, som Brorson oversatte, er alle forfattede af næsten samtidige salmister og har det pietistiske præg, som også Brorsons egne salmer har. Bogen blev meget rosende modtaget og udkom i Brorsons levetid i flere oplag. I foråret 1741 døde så biskop Anchersen, og Brorson bliv udnævnt til hans eftermand, og foråret tegner lyst. Hans kone Katrine er gravid med parrets 13. barn. Indtil da har 4 af børnene været dødfødte, og to døde som små. Også det sidste barn er dødfødt, og Katrine mister så meget blod under fødslen, at hun også dør i maj 1741, 39 år gammel. Brorson er nedbøjet af sorg og magter ikke at påtage sig det besværlige bispeembede, men gode venner får ham overtalt til at se tiden an og søge om udsættelse for embedet. I efteråret 1741 er han kommet så langt, at han kan tage til København og her bliver han indsat i embedet.
Hjemkommet til Ribe gifter hans sig allerede i 1742 med en svigerindes søster, den 30-årige Johanne Christine Riese. De får tre børn sammen, som alle lever. Bispegården ved domkirken er så misligholdt og forfalden efter Anchersen, at Brorson søger om at måtte fraflytte den. Han får tilladelse til at købe et hus selv, og valget falder på Taarnborg i Bispegade, en renæssancegård fra ca. 1580, som på det tidspunkt var ejet af en bagermester Riemann. Her bor han de sidste 20 år af sit liv med en stor børneflok.
Det ældste af børnene, Nikolaj, bliver som 12-årig lam i den underste del af kroppen og må på grund af en tiltagende sindssyge holdes indespærret i et værelse med tremmer for dør og vindue. Den store sorg er svær at bære; myten går, at kun Brorsons kusk, Hermann, kunne berolige drengen, når han fik sine anfald, og han går igen på Taarnborg og tager trapperne op i tårnet.
På trods af sine trængsler på hjemmefronten bevarer Brorson et overvejende godt humør, selvom han ofte er syg i længere perioder. Det kunne også godt være hårdt at være både syg eller hypokondrisk som Sjællands biskop kaldte ham i en indberetning til kongen og samtidigt skulle på de obligatoriske visitatsrejser. Fra Limfjorden i Nord til Ejderen og de sydvestslesvigske øer i Syd fra Ribe i vest til Vejle i øst må han rejse på de hullede og elendige veje i regn og slud, vinter og sommer. Hans indberetninger fra rejserne er bevarede og giver et godt billede af, hvad en biskop stod for som sjælesørger og kgl. embedsmand. I 1756 er han fanget på øen Amrum i 17 dage. Her overhører han ungdommen på kirkegulvet på tre hinanden følgende søndage, fordi uvejr forhindrede ham i at forlade øen – ungdommen har sikkert været glad, da det klarede op. I 1745 modtager han klager over præstekonen i Jelling, som skældte og slog både naboer og den skikkelige præst – desuden drak hun for meget. Brorson vil før han revser konen tale med præsten, men denne bønfalder ham på grædende knæ om ikke at sige noget til konen, for så får han ikke en rolig time til at skrive sine påskeprædikener i. For husfredens skyld nøjes Brorson med et par milde formaninger, da han rejser. På vestkysten i Henne og Husby måtte han alvorligt påtale, at der gik rygter om, at folkene der var lidt for kreative, når det gjaldt om at få skibe til at gå på grund – man levede af strandingsgods på den farlige vestkyst. Han måtte også kontrollere de herrnhutere, som kom ind i landet, og som var kendt for at gå uden om præster og embedsmænd i deres forkyndelse af ordet, og da man ikke blot måtte sådan samles, måtte Brorson meget mod sin vilje gribe ind her. Andre steder gjaldt det manglende oprettelse af skoler eller manglende Ny Testamenter.
Når han var hjemme på Taarnborg, var han ifølge kilderne munter for det meste, sang og andagt var en daglig del af huslivet, og vandrere i Puggaardsgade kunne høre en stærk og klar mandsrøst synge om aftenerne, når de gik forbi udenfor. Som prædikant kender man tre overleverede ting fra hans hånd, som alle virker tørre. Men han er omtalt som en blændende taler, og folk strømmede til hans gudstjenester. En tidligere tjenestepige fortæller, at han i 1749 i anledning af det oldenborgske Kongehus’ 300 års jubilæum prædikede i 3 timer, til en katar hindrede ham i at fortsætte. Brorson bliver syg den 29. maj og dør den 3. juni 1764. En af hans sønner, Broder Brorson, udgiver i 1765 Svanesang, der indeholder de salmer, som er digtet i Taarnborg-tiden, som f.eks. ”Her vil ties”, ”Den store hvide flok”, ”Når mit øje træt af møje” etc. Det er længslen efter himlen i denne jords jammerdal, som er temaet. ”Svanesang”s eftermæle blev ikke godt. Den rationalistiske tid var kommet over Danmark, og anmeldelsen af Brorsons sidste værk var meget negativt. Der skulle gå næsten 60 år, før man igen tog ham til nåde i de bedre kredse i landet, men da var det også de største blandt guldalderens personligheder: Søren Kierkegaard og H.C. Andersen. Søren Kierkegaard mente, Brorson var den rette salmedigter i tone og følelse, og han satte et Brorson-vers på sit gravsted:
Det er en liden Tid,
Saa har jeg vundet,
Saa er den ganske Strid
Med Eet forsvundet,
Saa kan jeg hvile mig
I Rosensale
Og uafladelig
Min Jesum tale.
I H.C. Andersens eventyr Snedronningen er Brorson tilstede i det tema, som både stemningsmæssigt og indholdsmæssigt går gennem hele historien om Gerda og Kaj. Det er salmen fra 1732: ”Den yndigste rose er funden”. Sandheden findes ikke i golde beregninger af livet, men i de dale, hvor man får vor Frelser i tale. I Ribe er Brorson tilstede i det daglige, ikke kun ved Taarnborg og statuen af ham udenfor Domkirken, men også gennem klokkespillet, hvor man hver dag kl. 8.00, 9.00 og 18.00 hører tonerne fra salmen over den gamle by.