Taarnborgs historie

af Torben Bramming 

Taarnborg ligger i Puggaardsgade i Ribe omkring 200 meter fra domkirken og er først og fremmest kendt som salmedigteren Hans Adolf Brorsons bolig. Taarnborg er dog mere og har huset en lang række personer og slægter, som har haft stor betydning for Vestslesvigs og Danmarks historie. Taarnborg med sin massive masse af røde sten, kamtakkede gavle og sit karakteristiske trappetårn ligger i Ribes latinerkvarter, som også huser Ribe Katedralskole og stiftamtmandsgården. 

Taarnborg før Reformationen 1440 til 1536 
Taarnborg dukker frem af historiens tåger i 1440, hvor den nævnes i “Oldemors liste”, den liste, hvor de bygninger stod opført, der betalte grundskyld til domkirkekapitlet. I 1440 gav Taarnborg 2 skilling sterling årligt. Det næste man i 1452 hører om Taarnborg er, at Jep Iversen kantoren ved domkirken, som var ansvarlig for gudstjenestens afholdelse, antog en subkantor på grund af sin store rejseaktivitet. Denne fik lov til at bebo Taarnborg mod at kantoren betalte kapitlet en skilling grot årligt, hvilket er en meget ringere sum end den først nævnte. Det betyder formodentlig, at der har stået en anseelig bygning på stedet, som er gået i forfald og denne er blevet beboet af en mindre bemidlet gejstlig ved kapitlet. 
I 1509 nævnes Taarnborgs jord og altså ikke bygninger, som hjemfaldne til kapitlet igen. J. Kinch, der er forfatter til værket “Ribe bys historie”, antager, at en nyere og solid treetagers bygning, det nyere Taarnborg, blev opført af Kong Hans eller hans dronning Kristine, til bolig for Mads Markvardsen, som kongen havde fået indsat som ærkedegn i 1507 (svarende til en domprovst). Mads Markvardsen havde haft kongelige forretninger i Taanborg, som kan efterspores for året 1518. Han var kongelig sekretær og gejstlig fra Odense og beboede Taarnborg til den i 1526 ifølge Ribe tingbog - blev overdraget til den sidste katolske biskop Oluf Munch

Taarnborg efter Reformationen 1536 til 1590 
Oluf Munch var 17. april 1535 blevet biskop efter sin onkel Ivar Munch, men nåede ikke at blive udpeget af pavestolen inden reformationen satte en stopper for hans karriere. 
Året efter blev Oluf Munch nemlig fængslet sammen med landets øvrige bisper. Han sad i fængsel i ca. et år af forsigtighedshensyn. Reformationen skulle jo befæstes. Kongen nærede ingen uvilje imod ham og han kom fri af fængslet på den betingelse, at han giftede sig med Johan Ranzaus niece. Når Oluf Munch blev så mildt behandlet, selvom han var katolsk biskop, skyldes det måske, at han var en af de 4 sendemænd, som den jydske adel i 1534 brugte til at tilbyde hertug Christian (senere Christian den 3.) tronen. Munch vedblev at bo i Ribe efter reformationen og fik som nævnt 24. april 1540 Taarnborg, som tilbagebetaling for penge, kongen skyldte ham fra Grevens Fejde. Munch brugte Taarnborg som herregård, holdt avl af kvæg og heste her. Flere episoder melder om fæstebønder, der protesterer, fordi Munch kræver de rejser op mod 25 kilometer for at gøre hoveri på Taarnborg jorde.
Efter Oluf Munch gik Taarnborg til dennes svigersøn Josua von Qualen, der var gift med Munchs datter Magdalene. Da Qualen døde, giftede Magdalene sig 1590 med den berygtede Sigvard Reinskat, friherre til Freiburg. Denne solgte i 1590'erne   

Taarnborg i Hans Tavsen og Anders Sørensen Vedels slægtens besiddelse 1590 til 1683
Taarnborg til biskop Hans Laugesøn, der var gift med Hans Tavsens datter. Derfra gik Taarnborg videre i arv til rigets første store historiker Anders Sørensen Vedel på Liljebjerget. Anders Sørensen Vedel var gift med Hans Laugesens datter. 
Anders Sørensen Vedels datter Anne Vedel (1585-1655) blev i 1604 gift med rådmand Bertel Struch (1550-1621) beboede derefter Taarnborg.   
Denne Bertel Strunch er en af Taarnborgs mest mærkværdige beboere. Han fremstår ifølge kilderne som lidt af en lykkeridder. Struch er født i Skåne omkring 1550. Man ved intet om ham før han dukker op i København i 1589-90, uden han der opnår borgerskab. Man ved, han er i København, fordi han er uheldig med en guldkæde, som han fik som pant og derefter lånte 550 rigsdaler på. Som det dog viste sig var kæden kun i pant hos pantsætteren og han mistede de fleste af sine penge. I 1591 dør den rige rådmand i Ribe Peder Baggesen og hans enke Dorete sidder tilbage i den anseelige bygning Porsborg ved domkirken med en del gods. Struch kommer til byen i 1593 og her gør han sig yndet blandt folk som succesfuld underhandler for biskop Peder Hegelund ved dennes 3. ægteskab. Allerede 23. oktober er Struch selv trolovet med den rige enke Dorete Baggesen og de bliver lovformelig gift 9. december 1593. Da hans hustru dør i 1602 ægter han to år efter, 26. august 1604, Anders Sørensen Vedels datter Anna og flytter ind i Taarnborg. Struch var en holden mand og lånte flere gange store summer ud til reparationer af domkirken og til bygning af Sct. Katarinæ kirkes tårn i 1617. Han stiftede et legat til fordel for de tre fattigste lærere ved katedralskolen i 1616 og han skænkede sammen med sin første kones ældste søn i 1602 7 boliger i Klostergade til fattigboliger for ærlige dannemænd og kvinder. Struch var i 1606 foreslået som borgermester, men måtte lide den tort ikke at blive valgt, angiveligt fordi han havde et meget stridbart sind og lå i retsager bl. a. med sin første kones børn om deres arv. Han deltog i flere nævneting ved Riber ret i Grønnegade og dømte som sådan 27. august 1610 Anna Harchis til bålet som vitterlig heks. Bertel Struch døde 28. maj 1621. Hans anden kone Anna Vedel overlevede ham og døde først i 1655. Men allerede før hun blev enke, havde hun mistet forstanden og var sengeliggende. Hun blev i de første år boende på Taarnborg, men flyttede så til sin svigersøn. I 1648 blev en del af hendes formue sat af til hendes pleje og resten skiftet mellem arvingerne. Hun døde meget velhavende og hendes rigdom beløb sig til 15296 rigsdaler samt en ligeså stor sum i fast ejendom. 
Anders Sørensen Vedels søn Søren Andersen Vedel købte sine søskende ud af Taarnborg efter at Anna var blevet flyttet. Han var sognepræst ved Sct. Katarinæ kirke. Før han kom til Ribe igen, var han 3 år rektor ved Sorø akademi, hvor han af forstanderen fik det skudsmål, at “intet udmærket geni var uden en tilsætning galskab”. Han lejede i 1638 Taarnborg ud til sin datter Dorethe Vedel (1620-1673) og hendes mand Anders Romdrup (1605-1649) i forbindelse med deres ægteskab. Anders Romdrup var rektor for katedralskolen 1631-1641, derpå ærkedegn ved domkirken fra 1641-1649. Anders Romdrup blev den første udenbys rektor for Ribe katedralskole efter Reformationen. Han var præstesøn fra Viborgkanten og studerede som ung i Tyskland ved Greifswald og Rostock universiteter. I 1630 tog han magistergraden i København og var omkring denne tid hovmester for unge adelsmænd i Sorø. I 1638 giftede han sig som nævnt ind i Vedelslægten og flyttede ind i Taarnborg. Han sagdes både i lærdom og højde at overgå alle i byen og i et af de smukkeste epitafier i Ribe domkirke kan man længst til venstre i billedet se ham ved siden af sin kone Dorethe Vedel og dennes anden mand Ludvig Pouch. Der findes desuden i domkirken en ligsten, han har sat over sig selv, der kort fortæller hans livshistorie. Som Bertel Struch var Romdrup en myndig og stridslysten person, der var indviklet i utallige tvister med borgere i byen og godtfolk udenfor. Således bekæmpede han ihærdigt i 1643 biskoppens forsøg på at lade indføre dansk korsang under gudstjenesten. Han kom i strid med Københavns Universitet, da han havde udstedt vidnesbyrd til elever, der skulle på universitetet i København. Vidnesbyrdene var desværre lidt for flotte i forhold til elevernes reelle kunnen. Han havde kontroverser med sine skoleelevers forældre, ja selv om optøjer på skolen blandt elever meldes der i hans tid som rektor. Blandt hans mere positive fortjenester kan nævnes, at han som ærkedegn ved Ribe domkirke indstiftede et legat på 200 rigsdaler til fordel for fattige elever. Han havde et digterisk gemyt og skrev en del skolesange, som blev sunget af katedralskolens fattige elever ved borgernes døre. Det var en del af deres underhold, som skaffede dem føden især op til jul. Den kendeste og mest vellykkede af de mange sange, som en slægtning udgav efter Romdrups død, indledes sådan:

“Den signed’ dag som Herren haver gjort
nu giver sig til fryd og glæde stor:
at spil og sang må høres i Guds menighed
og hjertelig tak gøres for sådan salighed”

Efter Romdrups død i 1649 fik Søren Vedels ny svigersøn, Ludvig Pouch (1620-1683), Taarnborg. Han var kongelig medicus og notar ved domkirkens administration. 
Taarnborg blev ved Søren Vedels død den 22. september 1651 vurderet til 400 rigsdaler, mens “Liljebjerget” med trykkeri og tilliggende bygninger vurderedes til 1850 rigsdaler. 1661 indberetter dr. Ludvig Pouch om Taarnborg, at han bor i en gammel kardinals- og nuntii apostolici residens under pavedømmet, som også kaldtes Blågaard, fordi den var tækt med blå skiffer. Da han ikke havde økonomisk overskud til en sådan tækning, havde han lagt tegl på. Taarnborg, skriver han, har aldrig tilhørt nogen borger i byen, men i over 100 år været i hans hustrus slægts besiddelse. Pouch havde en meget omfangsrig samling af “rariteter”, som det kaldtes. Han havde hjembragt dem fra forskellige rejser i Europa, og samlingen omfattede så eksotiske ting som menneske- og dyreskelletter, sjældne manuskripter, kunstgenstande og guld- og sølvsmykker. Hertil havde han i Taarnborg indrettet et “raritetskammer”.

Taarnborg som Brorsons privatbolig og bisperesidens 1743 til 1868   
Da Hans Tavsens reformatoriske bispegård forfaldt købte Hans Adolf Brorson (1694-1764) i 1743 Taarnborg til privatbolig. Brorson ansøgte efter sin udnævnelse til biskop i 1741 kongen om at måtte fraflytte Hans Tavsens gamle reformatoriske bispegård ved domkirkens sydside, da den var i stærk forfald. Det blev bevilliget. Han købte derfor i 1743 Taarnborg. For de økonomiske ulemper ved dette køb blev Brorson tilstået skattefrihed resten af livet. 
Brorson kom til Ribe i 1737 som stiftsprovst og havde gennem fire år store kvaler med at rydde op efter det økonomiske rod biskop Anchersen foranstaltede. Alligevel lykkedes det ham, at udgive “Troens rare klenodie” i 1739. Allerede i 1741 blev han udnævnt til biskop. Han flyttede ind i Taarnborg kort efter sit andet giftermål. I 1741 var hans første kone Cathrine Clausen (1706-1741) død og i 1742 blev han gift med Johanne Riese (1710-1795). Han havde med de to koner tilsammen 12 sønner og 4 døtre, hvoraf 8 lever da Brorson dør 3. juni 1764. I Taarnborg skrev han, som der bliver fortalt andetsteds i bogen, en del salmer, som efter hans død i 1764, udkom i værket “Svanesang”. I 1761 blev Taarnborg solgt til staten til “bestandig bisperesidens” og var frem til 1868 bispegård.

Taarnborg i Knudsenslægtens besiddelse 1868 til 1902  
I 1868 blev bisperesidensen flyttet til Korsbrødregade og Taarnborg kom på private hænder. Staten mageskiftede i 1868 bygningen med enkefru Knudsen, en Gyde Marie Ocksen (1806-1886), enke efter bonde og kulturpolitiker Knud L. Knudsen (1806-1866), den kendte forfatter Jakob Knudsens farbror. Knud Knudsen rev den gamle herregård Trøjborg ned i 1854 efter han havde tilbudt den til staten som seminarium, begrundelsen var at hans sønner ikke skulle have herremændsnykker. Efter enkefruens død i 1869 gik ejendommen til hendes søn Hans Ågesen Knudsen, der fra 1860 også havde overtaget godset Trøjborgs jorde. Han var en betydelig kulturperson på egnen og blev undervist af folkeoplyseren Kristen Kold, der var huslærer i hans hjem fra 1838. Hans Ågensen Knudsen var fra 1881-1890 dansk kandidat til den tyske Rigsdag. Han må have fået Taarnborg kort før sin mors død, og er opført som ejer i folketællingslisten for 1. februar 1880. Knudsen bebor ikke selv Taarnborg, men det gør som det fremgår af folketællingen fra 1880 14 personer. Herredsfoged Gjern bebor stuen og 1. sal, Enkefru Dorthea Jørgensen og datter, der er opført som arbejdersker, sidehuset også kaldet “Hundehuset” af ripenserviddet. Fra omkring 1870 og til 1887 bebor familien Fraas 2. sal. J.P.C. Fraas var overlærer på katedralskolen fra 1869 til 1887, hvor han blev rektor i Nykøbing Falster. Han underviste i geografi og græsk. Han beskrives i Ribe katedralskoles historie som en spinkel mand med et smukt formet hoved, korrekt og behersket, men ofte satirisk i sin udtryksform. Den fint dannede personlighed udmærkede sig særligt ved, at han på en udmærket måde bibragte de kommende studenter sans for den homeriske poesis skønhed.   
Af Johanne Fraas, hans datter, findes der sjove tegninger, som gengiver hendes erindringer af husets indretning, dengang hun som pige boede der til leje med sin familie. 

Taarnborg i offentlig eje stat, amt og kommune 1902 til 2003 
Allerede i 1891 blev “Hundehuset” lejet ud til postvæsnet og senere blev hele Taarnborg lejet midlertidigt ud til posthus. 
1. juni 1902 blev Taarnborg for 20.000 kroner købt af indenrigsministeriet til Posthus. På finansloven af 1906-7 stod Taarnborg opført med en bevilling på 50.000 kr. halvt på indenrigsministeriets, halvt på kulturministeriets budget. I 1907 efter arkitekten professor Ambergs omfattende restaureringer åbnede posthuset i sin nye skikkelse. Postmesteren beboede 1. og 2. sal, mens der var postkontorer i stueetagen og lagerrum for postvæsnet i kældrene. I en artikel af 2. december 1907 fra Ribe Stifttidende meddeles det, at der under tapeterne blev fundet en lidt særegen vægbeklædning, nemlig sider af Bibelen og Christian den 5.’s danske lov fra 1685. Man må håbe dette udtryk for manglende fromhed og underdanighed skyldtes senere beboere end de kongelige embedsmænd, bisperne.   
Før kommunalreformen i 1969 blev Taarnborg overtaget af Ribe amt. Det gamle posthus’ indre blev af Danske filatelisters Fællesforbund købt og skænket til Den gamle By i Århus. Ved overførslen af amtsadministrationen til den nye amtsgård udenfor Ribe i 1981, blev Taarnborg Ribe kommunes ejendom. Fra 2000 har Taarnborg stået ubeboet hen. 

Taarnborgs nutid
De forhandlinger som indledtes med Katedralskolen og Ribe Stift med henblik på overtagelse til undervisning og sognegård mislykkedes, idet man ikke kunne blive enige om prisen. Derfor blev bygningen sat til salg. Det førte til at Bente og Torben Bramming købte bygningen i 2003. Ny Carlsbergfondet har påtaget sig restaureringsopgaven, der skal skabe gode rammer om beskæftigelsen med historie og kultur. Det er nu meningen at Taarnborg skal være et levende minde om Vestslesvigs historie fra 1500-1800 og om Brorson. 

Litteratur og kilder:
Ribe bys historie bd. 1-2, indtil 1660, J. Kinch, 1884
Ribe bys historie, 1660-1730, H. Matthiesen, V. Hermansen, O. Smith, 1929
Ribe bys historie bd. 1-2, 1730-1820, O. Smith og V. Hermansen 1936
Ribe Katedralskoles historie bd. 1-2, Kornerup, 1952.
Ribe byhistoriske arkiv
Trolddomsprocesserne i Ribe, Grønlund, 1780.